Nyheder

På forsiden kan du løbende følge med i de seneste nyheder, men har du brug for at kigge tilbage i tiden, så finder du alle publicerede nyheder gennem tiderne på denne side.
Nyhederne feed'es også til W-Brew's Facebook side. Her er det også muligt at kommentere på nyhederne.

Efterår = julebrygning

indsendt 20. sep. 2017 14.39 af Michael Wilken

En julebryg må man lave. Årets udgave er en tro kopi af sidste års version, dog med den lille ændring at rørsukker er erstattet med brun farin - sådan for at gi' lidt mere julestemning.
På grund af de tidligere problemer med tankene og deraf følgende udsatte/forsinkede bryg var den flydende gær (WLP862) blevet temmelig gammel, så jeg var spændt på om den var til at få i gang. Men efter 4 dages gærstarter under omrøring boblede det lystigt og duftede lige præcis som sådan en nu en gang skal dufte. Nu bliver det spændende at smage resultatet.

Mira-bælle øl

indsendt 20. sep. 2017 14.16 af Michael Wilken

Mit bud på en ny nordisk version af porteren er brygget med humle fra egen have, med mirabeller fra haven samt med porse rakler plukket i naturen. Farven er mere mørkebrun en egentlig sort. For at reducere bitterheden fra den anvendte Muntons Black Malt forsøgte jeg med tilsætning af malten på sidste trin af mæskningen umiddelbart før udmæskning. Ekstrakt af mirabelle og af porserakler tilsatte jeg i forbindelse med overføring fra den koniske, primære gæringstank til den sekundære Bright Beer tank. Øllet tappes på fustager efter sammenlagt 2 ugers gæring og modnes.

Mosekonebryg

indsendt 20. sep. 2017 14.05 af Michael Wilken

Efter reparation af de to nye kinesertanke bryggede jeg mit bud på en Saison, som jeg har kaldt Mosekonebryg. Det centrale i dette bryg er den belgiske Saison gær WLP565 samt en høj gæringstemperatur under den primære gæring. En lille del Abbey Malt (Castle Malting) som supplement til pale malten gi'r dette bryg en let mørkgylden farve.

Ny øl - nye tanke

indsendt 20. sep. 2017 13.58 af Michael Wilken

Efter en del besværligheder ankom de nye tanke i starten af april. Desværre var kvaliteten (forventeligt?) ikke imponerende, og især de indvendige svejsninger i tankene meget grimme og ujævne. På trods af dette valgte jeg at indvie tankene med et nyt bryg, en belgisk trippel med honning som fik navnet Skumring.
Tankene fungerede, trods skævheder, afvigelser fra tegninger i kontrakten og generelt sjusket håndværk, tilfredsstillende.
Skumring blev lanceret på Lynæs Havn til "Vild med vand" arrangementet 10.-11.juni og blev særdeles vel modtaget. Det er ikke sidste gang jeg laver det bryg.
Tankene viste sig at være umulige at gøre rene ved den sædvanlige CIP procedure, og jeg valgte derfor at sende dem til et smedeværksted med speciale i rustfri ståltanke for at få "glattet" på de meget grimme indvendige svejsninger.

Nye gæringstanke

indsendt 17. feb. 2017 02.55 af Michael Wilken

En forbedring af mulighederne for kontrolleret gæring har fra starten ståen højt på ønskesedlen. Og nu ser det ud til at lykkes. To rustfri ståltanke på hver 80L er på vej fra producenten, en konisk tank til den primære gæring og en rundbundet tank til slut gæring og klaring. Tankene er udstyret med kølekappe og specificeret til tryk på op til 3bar. Det bli'r bare godt!!!

Kvajebajer, Ginger Ale og Sante Klavs

indsendt 29. sep. 2016 04.47 af Michael Wilken

Ja, det er ikke meget, der er blevet brygget i årets løb. I foråret kun de 2 først nævnte bryg, og her hvor september går på hæld er det blevet tid til årets julebryg.
Endnu en gang er opskriften justeret, nu lidt i "opadgående" retning med mere krydderi og højere alkohol. Og gæren - den er faktisk gemt fra sidste års bryg i køleskabet og med held genoplivet via et par opformeringer i spraymalt. Og som det ses af vedlagte videosekevens fra gæring dag 2 så bobler det lystigt.

IMG_5140.m4v


Årets julebryg

indsendt 8. okt. 2015 07.39 af Michael Wilken

Så blev det tid til at brygge årets julebryg. Som sædvanlig foretog jeg en justering af opskriften baseret på erfaring med de tidligere udgaver af Sante Klavs, så nu bliver det spændende at se, om ændringerne er til det bedre eller.... På billedet ses mæskningen i mit bryganlæg med ekstra termometer monteret i toppen, så jeg kan kontrollere, om mæskeprofilen er den samme i bunden og toppen af maltpiben.

Øl med frisk humle

indsendt 8. okt. 2015 07.31 af Michael Wilken

Sensommerdagene var perfekte til høst af den første af mine 3 humler, nemlig Brewer's Gold. Lørdag 19.september høstede jeg knap 2,5kg, som straks blev sat til tørring i mit hjemmegjorte tørreanlæg (se billede). Efter en let tørring blev der taget humle fra til et bryg, som jeg lavede søndag. Humlen, 3 x 50g til 22L, blev brugt til bitterhumle (60min), smagshumle (30min) og aromahumle (0min). Brygget har jeg kaldt Fresh!

Modtryksfylder

indsendt 31. aug. 2015 03.29 af Michael Wilken

Så er Sortøl ved at være gæret færdig på tryktank. Og min nye modtryksfylder er ankommet og et system til tapning på flaske er etableret: Fustagen med færdiggæret øl anbringes i køleskab ved 0-2°C og over nogle dage justeres trykket til 0,5-0,8bar afhængigt af ølstil. På tappedagen vaskes flasker med en opløsning af soda og skylles med iodophor. Modtryksfylder og slanger skylles ligeledes med iodophor, fustage og modtryksfylder kobles på CO2 flasken og så er systemet klar. Først fyldes flasken med CO2 ved det indstillede tryk, hanen drejes over til ølslangen og udløbshanen åbnes, så øllet langsomt flyder ned i flasken. Med en fyldetid på 45sek pr flaske kan fyldning ske stort set uden skumdannelse. Til sidst toppes flasken op med skum og kapsles.

Sortøl

indsendt 18. aug. 2015 13.18 af Michael Wilken   [ opdateret 18. aug. 2015 13.19 ]

På opfordring skal der i morgen brygges Sortøl baseret på den opskrift, som for nylig var trykt i Ølentusiasten. I går var det Fyr Elise, der var i kedlen, og tidligere fik jeg lavet en ny batch af min Tidevand, en mørk stærk belgisk ale.

1-10 of 62

Comments