Historisk

Hvad er ideen bag at etablere eget mikrobryggeri i så små omgivelser og med så lille en produktionskapacitet, som det er tilfældet her?
Jeg var tvunget af omstændighederne.
Jeg elskerat brygge øl, at eksperimentere med råvarerne og udvikle opskrifterne og synes det er sjovt at optimere bryggeprocessen. Det har jeg gjort gennem længere tid som hjemmebrygger, men det har givet mig et stort problem: Hvad gør jeg med øllet?
I en periode har jeg ihærdigt forsøgt at drikke det selv, men det holder ikke rigtig i det lange løb. Og økonomisk er det heller ikke acceptabelt blot at forære det væk.
Løsningen lå derfor lige til højrebenet: Fortsat brygning i lille skala med fokus på kvalitet og salg til en lille udsøgt kreds med priser, der sikrer mulighed for fortsat brygning.
En brygning i 30-60L skala bliver aldrig en god forretning. Men det er heller ikke målet. Målet er at kunne lave de bryg, som jeg har lyst til, uden at det bliver en økonomisk belastning for familien.

Min baggrund er civilingeniør, kemiretning, og efter en række år på Novo Nordisk havde jeg brug for at skifte "speed". Og da jeg i mit eksamensprojekt tilbage i 1976 arbejde med øl - eller helt præcist med maltens enzymer - med henblik på at blive brygmester, og sidenhen har været dedikeret øldrikker og hjemmebrygger, så var det nærliggende at skifte til dette spor.
Efter ophold hos Kølster Øl på Fuglebjerggaard og på Halsnæs Bryghus har jeg nu etableret eget hjemmebryggeri, hvor jeg forsøger at fremstille øl, der giver nyderen, herunder mig selv, en unik smagsoplevelse. Der er ikke sparet på hverken råvarer eller på håndkraft, og resultatet er forhåbentlig derefter.